onsdag den 16. november 2011

Hvordan støtter du dig selv?

Er du bevidst om, hvordan du støtter og hjælper dig selv? Min måde at støtte mig selv på, er at være positiv. Ligegyldigt, hvad der sker for mig, prøver jeg at finde noget, der kan være godt ved det. Kan jeg ikke finde på andet, tænker jeg på det gamle ordsprog: "Der er intet, der er så slemt, at det ikke er godt for noget."

Jeg påstår ikke det er nemt, for nogle gange bunker tingene sig sammen, også dårlige nyheder. Jeg har selv oplevet store mængder af negative oplevelser og livsvilkår, der bunkede sig sammen i en sådan grad, at jeg simpelthen var nødt til at finde det positive i det der skete. Jeg har godt nok øvet mig længe, men den periode var virkelig svær. Over en periode på nogle måneder afløste ekstra arbejde, sygdom, et barn der flyttede hjemmefra, arbejdsløshed og til sidst indbrud hinanden. Jeg var nødt til at tænke positivt, for ellers ville jeg ryge helt ned. Efter indbruddet, var det første jeg sagde til politiet: "Vi har været usandsynlig heldige". Hvorfor nu det? Er jeg splitterravende gal? Nej, men vi var faktisk heldige, for selvom vi havde fået stjålet mange ting, var der kun rodet til i to værelser og ikke i hele boligen.

Hvis ikke det er heldigt, så ved jeg ikke, hvad held er, når det nu endelig skulle være. Godt nok røg der 10 måneders arbejde sammen med computeren. Men hvad nytter det, at ærgre sig? "Man skal ikke græde over spildt mælk". Nej vel? For det kommer det ikke op i glasset af igen. Så jeg måtte konstatere, at mit materiale ikke kunne være særlig brugbart, for hvis det havde været det, ville jeg naturligvis stadig have det. Hvordan kunne jeg ellers tænke, hvis jeg altså ville støtte mig selv?

Vis mig én person, der er kommet videre ved at hænge fast i, hvor forfærdeligt noget er. I det sekund man er i stand til at tænke tanken: "Det burde ikke være sket", da er det for sent. Det kan ikke laves om. Mine ting kommer ikke igen. De har forhåbentlig glædet nogle andre – bare ikke indbrudstyvene. Dem håber jeg trods alt ikke, jeg har glædet. Men jeg gider dog ikke tænke negative og hævngerrige tanker om dem – mere altså. Det er ikke fordi jeg er hellig, eller tænker på Karma. Det er simpelthen for at støtte mig selv, ved bevidst at fokusere på noget, der gør mig glad, i stedet for noget der gør mig ked af det, vred, frustreret og negativ.

Prøv at tænke på de mennesker, du kender. Kender du nogle, der altid er negative og ser forhindringer, uheld og modstand? Hvordan er de mennesker at være sammen med? Er det dem, du har lyst til at være sammen med, når du er glad? Sikkert ikke, men måske kan I hygge jer med at sidde og beklage jer over ægtefæller, børn, kollegaer, familien mm. Det er altid rart at møde ligesindede. Man forstår nemlig hinanden. Så når man er i en negativ periode af sit liv, kan det være rigtig rart at være sammen med andre negative personer, men flytter det noget? Hjælper det? Bortset fra mens man sidder og forstår hinanden? Det er ikke min erfaring – i hvert fald ikke på langt sigt.

Prøv at tænke på de mennesker du kender, der altid er positive. Hvordan er de at være sammen med? Sikkert hyggeligere. Men hvis du selv er negativ, føler du dig måske ikke mødt, når du fortæller om dit uheldige liv. For måske prøver de mennesker at hjælpe dig, ved at fortælle hvad du skal være glad for ved situationen, og måske er du ikke parat til at lytte. Men sammenlign de mennesker med de negative du kender. Hvem opnår mest i livet? Hvem har det sjovest? Hvem tiltrækker flest gode oplevelser?

Jeg ved ikke hvad din konklusion er, men min er, at det er de positive mennesker, der får mest af det gode. Men det er stadig ikke grunden til, at jeg vælger at være positiv. Min grund er, at jeg ikke føler, jeg har noget valg. For når noget er sket, er det sket, og hver gang jeg tænker på det negative, reagerer min krop ubevidst på tanken, som om det sker i virkeligheden igen og igen, og det dræner endnu mere af min energi. Og det ændrer stadig ikke ved, at det altså er sket. Så jeg tillader mig selv at få tingene ud, lige efter det er sket. Jeg kan både græde, råbe, skrige, bande og for mange år siden havde jeg et skab, som jeg slog en gammel plastikbalje ind i, når jeg følte mig helt magtesløs. Men det har jeg heldigvis ikke brug for mere, for magtesløsheden var jo også bare en tanke og følelse af, at jeg var uheldig, et offer eller lignende, og derved blev ved med at hænge fast i det negative. Når man hænger fast i det negative og i fortiden, bliver man nemlig handlingslammet. Man bliver ved at tænke, at det ikke skulle være sket. Hver gang man tænker sådan, har man et ubevidst håb om, at det kan ændres. Helt unødvendigt at sige, at det kan det ikke.

Prøv at tænke efter, hvordan du støtter dig selv. Hænger du fast i alt det negative og bliver handlingslammet? Eller tillader dig at få det ud dit system på en måde, der passer dig, tænker "Shit happens", finder ud af hvad der var positivt og lærerigt ved oplevelsen og går videre med dit liv?

Hvis du vælger en ny og mere positiv måde at støtte dig selv på, når livet viser sig fra sin værste side, så husk på at: "Øvelse gør mester". Det lykkedes heller ikke altid for mig i starten. Rigtig god fornøjelse.