tirsdag den 28. december 2010

Har du tænkt på, at du giver dine børn tryghed og kærlighed, ved at sætte grænser?

Forældre fortæller mig ofte, at det er besværligt eller synd at sætte grænser for deres børn. Jeg synes, det er endnu mere synd for børnene, at de forventes at opdrage sig selv. For slet ikke at snakke om, hvor besværligt det må være for dem.
Ville du ikke meget hellere have, at de kunne bruge al deres livsglæde og energi på bare at være børn eller unge for den sags skyld? Og at I kunne få mere tid til alt det hyggelige?
Har du tænkt på, hvor meget energi dine børn skal bruge på at gøre modstand og skabe konflikter?

Skal du råbe for at blive hørt?
De fleste ved godt, når de er for eftergivende; og ofte hører jeg, at mor siger, hun ikke kan få sig selv til at sætte en grænse (være hård) fra starten af, når hun beder sit barn om at gøre noget. Det foregår i stedet som regel på den måde, at det bliver sagt 5 gange, og først 5. gang gør barnet det, hun beder om. Når jeg spørger, hvad der sker 5. gang, får jeg altid svaret: ”Der bliver jeg virkelig vred, og råber højt. Men jeg kan altså ikke få mig selv til at råbe første gang.” 5. gang bliver der som regel også råbt til barnet: ”Hvorfor skal du få mig til at råbe, hver gang du skal gøre noget?” Dvs. barnet får skylden for, at du råber, og det er vel ikke din mening?

Hvordan undgår du at råbe?
Jeg kan berolige dig med, at du slet ikke behøver råbe for at få dit barn til at gøre, det du siger. Når barnet først reagerer, når du råber, skyldes det såmænd kun, at det først er 5. gang, du virkelig mener, det du siger. De første 4 gange er det nok blevet sagt uden rigtig opmærksomhed på barnet og det, du siger. Måske har du sagt det i forbifarten, eller uden at kigge på barnet og sikre dig, at du har kontakt. Forestil dig hvor nemt og rart det vil være for dit barn og dig selv, hvis du mener det, du siger med det samme.

Opskriften er enkel
Det drejer sig om at beslutte dig for at ændre det, og gøre noget andet end du plejer. Det kræver også, at du er fokuseret, når du beder dit barn om at gøre noget, og at det ikke bare er en sidebemærkning.
Husk også at dit barn ikke gør det du siger, dit barn gør det, du selv gør. Og du må vise barnet, at du mener det, så der må være en konsekvens, hvis barnet ikke gør det, du beder om. Til gengæld skal det også bemærkes fra din side, når barnet har lært at respektere det, du siger.

Synes du det er hårdt og besværlig at sætte grænser – tænk på grænser som kærlighed
Synes du, det lyder besværligt? Din belønning er, at du får et barn, der føler sig elsket og tryg, fordi du er der til at vise vejen for dit barn. Vejen til en fremtid uden unødig skæld ud, andre børn at lege med, lyst og ro til at lære og overskud til at udfolde sine ressourcer. Tænk på hvor meget ekstra tid og hygge I vil få i familien.
På min hjemmeside, http://www.foraeldresucces.dk/ kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev og få 5 basale råd til at komme i gang med at sætte kærlige grænser for dit barn.

Jeg håber, du vælger at føre dit barn af den vej, som efter min erfaring er den bedste og på sigt den nemmeste – nemlig at give dit barn kærlige grænser, og være en stabil og tryg mur det kan læne sig op af.

lørdag den 16. oktober 2010

Kvinder fravælger børn

Jeg faldt over en artikel om, at kvinder fravælger børn, eller får dem senere. Ifølge en sociolog, kan det være fordi de vil tilgodese deres egne behov, og ikke har lyst til at give køb på egne interesser.

Jeg misundte min barnløse søster

Som forælder og især aleneforælder, kan jeg sagtens forstå det. Da mine børn var små, misundte jeg tit min søster, som også var alene men uden børn. Alt det hun kunne foretage sig, uden at skulle tage hensyn til at skynde sig hjem, uden at skulle betale for tre hver gang hun skulle i biografen, spise ude eller rejse. Alt det smarte tøj hun kunne købe til sig selv. Alle de uddannelser hun havde tid til at tage, og de topjob hun fik. Øv, misundelse er en grim ting, men misundelig var jeg - til en vis grad.

Der var altid nogen hjemme hos os

For når jeg kom hjem, var der ofte nogle hjemme, enten et eller begge børn, og fordi jeg synes børn har godt af at vokse op med dyr, har vi haft kat i mange år. Så om ikke andet havde jeg da selskab af en kat. Min søster havde kun sig selv, når hun kom hjem. Hun misundte mig, at jeg næsten aldrig var alene, andet end når børnene var hos deres far.

Børnene kunne ikke pjække

Ovenstående historie viser, at der er en forside og en bagside ved alting. I dag ved de fleste af os heldigvis, at vi kan vælge at have fokus på forsiden, også selvom bagsiden presser sig på. Så selvom det kan være svært at få alle ender til at nå sammen, når man som jeg har været alene med børnene i mange år, og oparbejdet egen virksomhed, så ville jeg ikke have byttet med min søster. Jeg har prioriteret et arbejde, hvor jeg har arbejdet hjemmefra, ofte til stor irritation for drengene, da de kom i gymnasiet, for så kunne de ikke pjække, ligesom alle de andre. Ja, det kan godt være de var irriterede, men den ældste fik et superflot gennemsnit til studentereksamen, og det er jeg godt tilfreds med. Jeg har altid haft den holdning, at hvis de havde evnerne til at tage en adgangsgivende eksamen, skulle de gøre det. Og jeg har været her til at støtte og guide dem. Det vil jeg gerne give dem med ud i livet, og hvad de gør derefter, blander jeg mig ikke i. Ok, jeg prøver måske, men accepterer hvis de vil gøre deres egne erfaringer - (læs dumheder), for den vej går de fleste af os.

Du kan læse artiklen her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/10/16/083455.htm

PS: min søster er lige flyttet sammen med den dejligste mand, som har tre drenge i alderen, 5, 8 og 12 år :o)

onsdag den 13. oktober 2010

Vis din kærlighed, mens du kan

Vi sætter ofte mest pris på det vi har mistet.

I dag kom dagen, hvor minearbejderne kom op af den skakt, de havde siddet indespærret i næsten en kilometer under jorden i 69 dage. Jeg så et rørende interview med en af minearbejderne, der gav folk det råd, at prioritere deres ægtefælle og børn før noget andet.
De sidste sms'er, der blev sendt fra mennesker i flyene, der blev sprængt i luften 11. september 01, drejede sig også alle om kærlighed og kærlige tanker. Når man tror, man mister noget eller nogle, er det ofte først der vi sætter virkelig pris på det eller dem.

Vil du helst gøre dine egne erfaringer, eller vil du skyde genvej og lære af andres?

Ville det ikke være rart, at lære af andres erfaringer? At huske på dem, vi elsker og vise det og sige det, mens vi har muligheden?
Jeg vil i hvert fald bruge dagen i dag på at ringe til min mor, at kræse om mine børn, og i det hele taget have fokus på kærlighed. For jeg har muligeden, og derfor griber jeg den.

Jeg ønsker alle en god dag med kærligheden i fokus.

onsdag den 15. september 2010

Et godt styresystem (læs opdragelse) - er guld værd


Har dit barn et godt styresystem ligesom Ellen Hillingsø?

Jeg blev begejstret, da jeg læste et interview med skønne Ellen Hillingsø i Berlingske Tidende, søndag d. 5. september 2010. Hun skrev at hendes opdragelse havde været hendes styresystem som voksen. Hun blev bl.a. opdraget til at gøre sig umage, og til ikke at tro hun er mere end andre. Samtidig kender hun følelsen af at føle sig anderledes og blive drillet. Men på trods af en ikke hel nem barndom i skolen, har hun formået, at opnå det hun ønsker af livet - måske fordi hun i sidste ende har haft et godt "styresystem" med hjemmefra?
At kalde opdragelse for vores styresystem, er da en skøn sammenligning i vores computertidsalder.

Børn suger alt til sig

Børn er som trækpapir, der suger alt til sig. Derfor vil ikke kun din opdragelse, men også din opførsel, mening, væremåde, behandling af andre blive kopieret af dine børn, og din væremåde vil med tiden præge deres valg og levemåde. Både det gode og mindre gode. Uanset om vi vil det eller ej. Ja, jeg ved godt at der er undtagelser, mønsterbrydere og unge, der lever og gør det stik modsatte af forældrene, men påvirkningen er der alligevel, uanset om vi vil det eller ej.

Du lyder lige som din mor (øv)

Mine drenge har f.eks. flere gange sagt til mig i en given situation: ”Nu lyder du fuldstændig lige som mormor”, og sjovt nok fremhæver de altid de sider ved hende, som jeg er irriteret over. Men jeg er jo nødt til at indrømme, at æblet åbenbart ikke falder ret langt fra stammen. Heldigvis er ”hævnen” også sød. For nu er min skønne drenge 18 og 21 år, og nu er det mig, der af og til siger: ”Hm, jeg synes du lyder lidt som mig nu” eller ”… som din far”, når de uden at vide og ville det, har lydt som en af os. Svaret er selvfølgelig altid: ”Årh, mor, det passer ikke”, fuldstændig lige som jeg selv sagde til dem i starten.

Vi kan ikke bruge hele vores liv på at tænke på, hvad vi siger og gør, men engang imellem kan det være sundt at tage et kig på de vaner vi har tillagt os. F.eks. om de vaner vi har, er nogle vi virkelig ønsker, om de gavner os eller det om de bare skal smides væk.

En sand historie om vanens magt

Når jeg holder kurser plejer jeg at fortælle følgende historie, (som jeg ikke kan huske, hvor jeg har fra): En ung kvinde er ved at lave steg til en veninde. Inden hun lægger stegen i gryden, skærer hun begge ender af stegen. Veninden spørger hvorfor hun gør det. ”Det ved jeg ikke, men sådan har vi da altid gjort. Både min mor og min mormor gør det”, svarer kvinden. Hun besluttede at spørge sin mor, om hun vidste hvorfor. Det gjorde hun ikke, så dernæst blev mormor spurgt, og hun kendte svaret: ”Ja, det er jo en vane fra mine unge dage, hvor jeg ikke havde en gryde, der var stor nok til hele stegen”.

Rimelig uskyldig vane, men vi har garanteret alle mange vaner, som måske kunne laves om til nogle der var endnu bedre.

Forældre gør det bedste, vi kan

Jeg er glad for, at jeg har været bevidst om hvilket styresystem og vaner, jeg har givet videre. Ikke fordi de er de bedste, men fordi jeg havde en plan, som jeg har forsøgt at følge. Vi gør alle det bedste vi kan, og når vi kan gøre det bedre, gør vi det. Derfor kan det være spændende at gå på opdagelse i sine vaner, og det kan give nogle gode grin undervejs.

Du kan læse interviewet med Ellen Hillingsø her: http://www.berlingske.dk/film/trold-udenpaa-prinsesse-indeni

torsdag den 26. august 2010

Positiv eller negativ - hvad lærer du dit barn?


Hvad vil du have dit barn skal synes om sig selv?
Det er jo indlysende. Du vil selvfølgelig gerne have dit barn er glad for sig selv, har gode venner, er vellidt, har masser af gåpåmod, er selvsikker og alligevel opfører sig ordentligt, er og føler sig klog og ikke mindst føler sig elsket.
Giver du dit barn de rigtige signaler?
Hvis dit barn mangler nogle af nævnte tanker om sig selv, kan du hjælpe barnet til at tro på sig selv, ved at forandre måden du taler til – eller om dit barn på. Mange forældre mener de sætter grænser for deres børn ved at udtrykke sætninger som: ”Du er også helt umulig”, ”Hvorfor kan du aldrig gøre, hvad jeg siger”, ”Det er ikke underligt, der ikke er nogen, der vil lege med dig”, mm. Hvis du også kommer til at gøre det, fortæller du direkte og indirekte, at dit barn ikke er ”god nok”. Det er IKKE at sætte grænser, det er at begrænse barnets tro på sig selv.
Du kunne i stedet sige: ”Hvad er der galt i dag? Er der noget, du er ked af, siden du opfører dig sådan?” ”Jeg vil have, du hører efter nu, og jeg vil have, du gør det jeg siger til dig lige nu”, ”Føler du ikke, der er nogen, der vil lege med dig? Hvordan kan det være? Skal vi ikke lige finde ud af, om det er rigtigt? Vi finder helt sikkert nogle, du kan lege godt med.”
Spørg dig selv om hvilken af måderne, der ville passe dig bedst – og forsøg at tænke og tale positivt om og til dit barn! Hvis du tænker at det er svært, for det vil det sikkert være nogle dage, så lov alligevel dig selv at du lige tænker dig om, inden du bare siger et eller andet til dit barn. Stop op… tænk over det, tænkt evt. over hvad du ville ønske andre sagde til dig… og sig så det, der hjælper dit barn til at synes om sig selv.
Måske skal du betragte dine børn, og stille dig selv et spørgsmål: ”Er de mon umulige netop i dag, fordi jeg selv er træt”?
Det er i hvert fald min erfaring. Jeg lærte meget hurtigt at se på mine børn, hvordan jeg egentlig selv havde det. Jeg kan såmænd også se det på mine katte, for:
Betydningen af din kommunikation – kan ses i den respons du får fra andre.
Husk lige, at det ikke kun er det, du siger, men også det du udsender via dit kropssprog og tonefald, som især børn er superfølsomme overfor.
Dine børn lærer ikke af det, du siger. De lærer af det du gør. Så lær dem at tænke positivt. Opskriften kommer her:
Hvis du tænker blot 3 positive tanker om dagen, sætter det gang i dannelsen af signalstoffet Serotonin i din hjerne. Det er Serotonins virkning, der bliver øget, når man får lykkepiller for depression. Er du depressiv, søg læge. Er du ikke, holder du netop nu lykken i din egen hånd, i kraft af dine tanker. Så bare kom i gang med de positive tanker - 3 om dagen er nok, er det ikke positivt?

onsdag den 25. august 2010

Far - mor - børn

Solid erfaring indenfor børne-unge området

Min baggrund for at lave denne blog er at dele ud af den viden og erfaring, jeg har med familier, børn og teenagere. Jeg har beskæftiget mig professionelt med det i snart 20 år. Jeg har arbejdet som miljøterapeut på Børne- ungdomspsykiatrisk afdeling, arbejdet som støttepædagog for børn med indlærings- og adfærdsproblemer i special skoleklasser og som lærervikar på alle klassetrin i folkeskolen. Den indsigt og forståelse jeg fik, har jeg brugt til at udvikle metoder til at hjælpe børn og unge, og lære metoderne til deres forældre. For samtidig med mine forskellige jobs, uddannede jeg mig til psykoterapeut, og nedsatte mig som selvstændig med speciale indenfor udvikling og rådgivning af familier.

At blive forældre 1. gang er både skønt og for nogle skræmmende

Det, der har lært mig mest om børn, er dog selv at blive mor. Skønt og skræmmende på en gang – for mig i hvert fald. Og det var helt sikkert begge følelser, der fik mig til at kaste mig over at arbejde med andres børn. Især elsker jeg at hjælpe teenagere til at forstå sig selv og verden bedre. For jeg husker, hvor usikker jeg var på alting som teenager. Andre lagde ikke mærke til det, for jeg var god til at skjule, hvor forkert og usikker jeg følte mig. Jeg er stadig veninde med piger, jeg har kendt siden barndommen, og de har fortalt, at de ikke vidste, hvordan jeg havde det. Mine forældre vidste det heller ikke, selvom jeg prøvede at sige det, men jeg var åbenbart ikke i stand til at udtrykke mig, så jeg blev forstået.

Ved du hvordan din teenager har det med sig selv?

Min erfaring er, at unge også i dag skjuler, at de har det skidt. De tror nemlig, at de er alene om usikkerheden, følelsen af mindreværd, ikke at føle sig pæn nok, god nok, klog nok, smart nok. Men de er ikke alene. Alderen fra 12 år og fremefter er besværlig for de fleste unge. Hormonerne suser rundt i kroppen, bumserne blomstrer, udseendet ændrer sig, stemmen går i overgang, kroppen ændrer sig, følelserne og temperamentet ændrer sig og de er trætte, trætte, trætte. For trætte til at rydde op, til at få lavet lektier, til at få lavet aftaler med venner, eller også farer de rundt med venner, så vi forældre aldrig ser dem. Samtidig med alt det, skal de tage nogle meget vigtige beslutninger om deres fremtid inden for studieretning. "Uretfærdigt", som min søn på 18 siger.

At være teenageforælder kan være noget af en udfordring

Det kan også føles uretfærdigt at være forældre til en teenager, i hvert fald er det til tider noget af en udfordring, men jeg kan berolige dig med, at de bliver normale igen! (som regel i 19 års alderen). Mine  dejlige drenge er nemlig blevet 18 og 21, så jeg har været turen igennem et par gange, og jeg er faktisk ret stolt af resultatet, især fordi jeg har været alenemor i snart 14 år. Enlige forældre er udfordret på helt andre områder end forældre i parforhold. Det vil du også kunne læse om her på siden.

Få overskud til det sjove

Jeg håber, mine skriverier kan medvirke til at give din familie mere overskud til alt det sjove. At du kan lære noget af mine og andres erfaringer, så du kan undgå unødige konflikter og i stedet bruge energien på at hjælpe dine børn og unge med at udvikle sig til at blive den bedste version af dem selv.

  
Tegnet af min søn, Alexander.