Kloge velopdragne børn og teenagere har det ofte svært.

Endnu engang har jeg haft en teenager til samtale/coaching, som har haft en dårlig barndom med flere skoleskift, blot fordi vedkommende er intelligent og går op i sine lektier. Mange mennesker tror ofte, at børn og unge med problemer kommer fra dårligt fungerende familier. Det er bestemt også tilfældet, men hvad de færreste ved er, at rigtig mange børn og unge fra gode familier, hvor forældrene faktisk er der for deres børn, ofte bliver udsat for drilleri, mobning eller udelukkelse fra fællesskabet, blot fordi de hjemmefra har fået sunde værdier og er født med en høj intelligens. Disse børn og unge opfører sig ordentligt, er velopdragne og hjælpsomme, intelligente og laver deres lektier og får gode karakterer. Værdier som burde være gode, og som forældrene er stolte over, men som børnene ofte bliver drillet for. De bliver kaldt mærkelige, kedelige, nørder, dengser, dukse eller slet ingenting, bliver bare ignoreret.


Hvad skal du som forælder være opmærksom på?
Som forældre kan det være lidt svært at tro, at ens barn eller teenager har så stort et problem, når barnet synes at gøre alt det rigtige i forældrenes øjne. Du skal imidlertid tage dit barns problem alvorligt, og være opmærksom på hvis barnet/teenageren ikke har mange venner, eller skiftende venner, ikke bliver inviteret til fødselsdage/fester eller ikke selv vil holde noget. For at afhjælpe problemet vælger mange forældre at lade barnet skifte skole. Det kan være en god løsning, hvis barnet/teenageren kommer et sted hen, hvor ingen kender vedkommende. Så vil barnet blive mødt af de nye med et åbent sind. Nogle gange går det godt og barnet får nye og gode venner i den nye klasse. Andre gange går det ikke godt, barnet skifter måske skole igen og får det stadig ikke godt.
Problemet er at barnet er begyndt at se sig selv, som de gamle klassekammerater så vedkommende. Barnet er begyndt at tro på, at der er noget galt med ham/hende. Nogle reagerer ved at blive vilde, lade være med at lave lektier og gøre ting, de ikke har lyst til i håbet om at være som de andre mere populære, og dermed blive accepteret. Nogle reagerer ved at blive mere og mere indadvendte, isolere sig, flygte ind i bøger, lektier eller computerspil og bliver derved mere og mere isolerede.

Hvad kan du gøre?
Som forældre kan det være svært at hjælpe sit barn, og som mor eller far føler man sig alene og magtesløs. Det eneste man ønsker er jo at hjælpe sit barn til at have det godt. Selvom man som forælder roser børnene, og fortæller hvor meget man elsker dem, hvor stolt man er af dem og hvor dygtige de er, hører børnene det ikke. Børn ved jo godt, at forældre elsker deres børn og er stolte af dem. Nogle teenagere bliver ligefrem sure og smækker med døren og kalder mor og far for idioter, der ingenting forstår. Hvilket man som forælder måske heller ikke rigtig gør. Faktum er dog, at teenageren har det skidt, og har brug for at få hjælp til at bygge et godt selvværd op. Det er også vigtigt at inddrage skolen, sikre at der bliver gjort noget og få feedback.
Lad teenageren tale med en professionel, som kan møde vedkommende med forståelse så han/hun kan begynde at bygge selvværdet op, og få et nyt syn på sig selv.

Dit barns fremtid
For mange unge kan situationen ændre, når de starter på en videregående uddannelse. Her møder de ligesindede venner med samme interesser. Nogle unge vælger forkert uddannelse eller lignende, og vil gerne skifte skole. Hvis det tilfældet, er det vigtigt at du lytter til hvorfor, og ikke prøver at fastholde din teenager i noget, der måske ikke er godt for ham/hende, men sammen med teenageren undersøger forskellige muligheder. Det er også vigtigt at finde ud af, om problemerne er reelle, eller det skyldes en usikkerhed i din teenager. Hvis det skyldes dårlige oplevelser i folkeskolen, skal din teenager have professionel hjælp.

Jeg er bekymret for den danske folkeskole og de signaler den sender eleverne
Med ovenstående in mende, bliver jeg bekymret, når jeg læser, at flere og flere folkeskolelærere føler at eleverne har det bedre, når de ikke får lektier for. Det er da klart, at eleverne synes det er sjovere, når de ikke behøver at tænke på skolen, når de har fri. Jeg undrer mig over, hvornår lærerne synes, det vil være passende at lære eleverne, at det at være barn og ung er at skulle lære at tilpasse sig samfundet og dets krav. Jeg synes, det i folkeskolen og mange steder i befolkningen virker som om samfundet tilpasser sig børn og unge i stedet. Lad os dog begynde at stille krav til børn og unge igen. For det der får børn og voksne til at vokse, er når vi gennemfører noget, vi ikke troede, vi kunne klare. Når kravene til børn og unge hele tiden slækkes, frarøver vi dem dermed enhver chance for at vokse og udvikle sig. Ved ikke at stille krav – om ordentlig opførsel, følge med i timerne, have bøgerne med i skole, tie stille og lytte – sendes der et signal om, at eleverne ikke kan det, og et signal om ”ligegyldighed”, og det er i hvert fald ikke noget børn vokser af.

Hjælp børn til at vokse og udvikle sig
I stedet for at slække på kravene til eleverne, er det på at tide at stramme op. Det er ikke synd. Det er at gøre børnene en tjeneste, og sende et signal om, at man bekymrer sig så om dem og deres fremtid, og at man orker at kæmpe på deres vegne. Jeg tænker også at det ville være rart, hvis gamle dyder som dygtighed, flittighed, venlighed, opmærksomhed, ansvarlighed og modenhed kom på mode igen. Nu virker det som om, det er uopdragenhed, dovenskab, støjende adfærd, barnlighed og selvcentrerethed, der belønnes og gør børn og unge populære. Det virker som om, det er godt at få opmærksomhed, også selvom den er negativ. Tænk på alle de realityprogrammer vi har i dag, og folk der er kendte blot for at være kendte. Det kan godt være det er underholdende at se på, og jeg hører at mange unge ser det, fordi de synes, de medvirkende er til grin, men det er stadigvæk med til at sætte dårlig opførsel i højsædet, i stedet for god opførsel. Det er vores børn og unge det går ud over.

Jeg tror på den gode opdragelse
Jeg valgte at arbejde hjemmefra, og kun deltid mens mine drenge var små, og de har også lært at opføre sig ordentlig, og har også oplevet at føle sig udelukket. Jeg er dog sikker på at mine og dine børn, der har fået en god opdragelse og sunde værdier med sig ud i livet, nok skal klare sig godt som voksne. Det er i hvert fald vigtigt at støtte din teenager i, at han eller hun er god nok selvom vedkommende ikke har lyst til at deltage i et hjernedødt realityprogram. Vær stolt af, at du har barn/børn, der kan opføre sig godt. Din opdragelse har virket, og dit barn skal nok klare sig godt som voksen.

Alle kan gå fra grænseløs til grænsesættende opdragelse. Det beriger dit barns liv, og ruster det til voksenlivet. 1-2 samtaler kan gøre et liv til forskel.

Har du tænkt på, at du giver dine børn tryghed og kærlighed, ved at sætte grænser?

Forældre fortæller mig ofte, at det er besværligt eller synd at sætte grænser for deres børn. Jeg synes, det er endnu mere synd for børnene, at de forventes at opdrage sig selv. For slet ikke at snakke om, hvor besværligt det må være for dem.
Ville du ikke meget hellere have, at de kunne bruge al deres livsglæde og energi på bare at være børn eller unge for den sags skyld? Og at I kunne få mere tid til alt det hyggelige?
Har du tænkt på, hvor meget energi dine børn skal bruge på at gøre modstand og skabe konflikter?

Skal du råbe for at blive hørt?
De fleste ved godt, når de er for eftergivende; og ofte hører jeg, at mor siger, hun ikke kan få sig selv til at sætte en grænse (være hård) fra starten af, når hun beder sit barn om at gøre noget. Det foregår i stedet som regel på den måde, at det bliver sagt 5 gange, og først 5. gang gør barnet det, hun beder om. Når jeg spørger, hvad der sker 5. gang, får jeg altid svaret: ”Der bliver jeg virkelig vred, og råber højt. Men jeg kan altså ikke få mig selv til at råbe første gang.” 5. gang bliver der som regel også råbt til barnet: ”Hvorfor skal du få mig til at råbe, hver gang du skal gøre noget?” Dvs. barnet får skylden for, at du råber, og det er vel ikke din mening?

Hvordan undgår du at råbe?
Jeg kan berolige dig med, at du slet ikke behøver råbe for at få dit barn til at gøre, det du siger. Når barnet først reagerer, når du råber, skyldes det såmænd kun, at det først er 5. gang, du virkelig mener, det du siger. De første 4 gange er det nok blevet sagt uden rigtig opmærksomhed på barnet og det, du siger. Måske har du sagt det i forbifarten, eller uden at kigge på barnet og sikre dig, at du har kontakt. Forestil dig hvor nemt og rart det vil være for dit barn og dig selv, hvis du mener det, du siger med det samme.

Opskriften er enkel
Det drejer sig om at beslutte dig for at ændre det, og gøre noget andet end du plejer. Det kræver også, at du er fokuseret, når du beder dit barn om at gøre noget, og at det ikke bare er en sidebemærkning.
Husk også at dit barn ikke gør det du siger, dit barn gør det, du selv gør. Og du må vise barnet, at du mener det, så der må være en konsekvens, hvis barnet ikke gør det, du beder om. Til gengæld skal det også bemærkes fra din side, når barnet har lært at respektere det, du siger.

Synes du det er hårdt og besværlig at sætte grænser – tænk på grænser som kærlighed
Synes du, det lyder besværligt? Din belønning er, at du får et barn, der føler sig elsket og tryg, fordi du er der til at vise vejen for dit barn. Vejen til en fremtid uden unødig skæld ud, andre børn at lege med, lyst og ro til at lære og overskud til at udfolde sine ressourcer. Tænk på hvor meget ekstra tid og hygge I vil få i familien.
På min hjemmeside, http://www.foraeldresucces.dk/ kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev og få 5 basale råd til at komme i gang med at sætte kærlige grænser for dit barn.

Jeg håber, du vælger at føre dit barn af den vej, som efter min erfaring er den bedste og på sigt den nemmeste – nemlig at give dit barn kærlige grænser, og være en stabil og tryg mur det kan læne sig op af.

Vis din kærlighed, mens du kan

Vi sætter ofte mest pris på det vi har mistet.

I dag kom dagen, hvor minearbejderne kom op af den skakt, de havde siddet indespærret i næsten en kilometer under jorden i 69 dage. Jeg så et rørende interview med en af minearbejderne, der gav folk det råd, at prioritere deres ægtefælle og børn før noget andet.
De sidste sms'er, der blev sendt fra mennesker i flyene, der blev sprængt i luften 11. september 01, drejede sig også alle om kærlighed og kærlige tanker. Når man tror, man mister noget eller nogle, er det ofte først der vi sætter virkelig pris på det eller dem.

Vil du helst gøre dine egne erfaringer, eller vil du skyde genvej og lære af andres?

Ville det ikke være rart, at lære af andres erfaringer? At huske på dem, vi elsker og vise det og sige det, mens vi har muligheden?
Jeg vil i hvert fald bruge dagen i dag på at ringe til min mor, at kræse om mine børn, og i det hele taget have fokus på kærlighed. For jeg har muligeden, og derfor griber jeg den.

Jeg ønsker alle en god dag med kærligheden i fokus.

Positiv eller negativ - hvad lærer du dit barn?

Hvad vil du have dit barn skal synes om sig selv?

Det er jo indlysende. Du vil selvfølgelig gerne have dit barn er glad for sig selv, har gode venner, er vellidt, har masser af gåpåmod, er selvsikker og alligevel opfører sig ordentligt, er og føler sig klog og ikke mindst føler sig elsket.

Giver du dit barn de rigtige signaler?

Hvis dit barn mangler nogle af nævnte tanker om sig selv, kan du hjælpe barnet til at tro på sig selv, ved at forandre måden du taler til – eller om dit barn på. Mange forældre mener de sætter grænser for deres børn ved at udtrykke sætninger som: ”Du er også helt umulig”, ”Hvorfor kan du aldrig gøre, hvad jeg siger”, ”Det er ikke underligt, der ikke er nogen, der vil lege med dig”, mm. Hvis du også kommer til at gøre det, fortæller du direkte og indirekte, at dit barn ikke er ”god nok”. Det er IKKE at sætte grænser, det er at begrænse barnets tro på sig selv.

Du kunne i stedet sige: ”Hvad er der galt i dag? Er der noget, du er ked af, siden du opfører dig sådan?” ”Jeg vil have, du hører efter nu, og jeg vil have, du gør det jeg siger til dig lige nu”, ”Føler du ikke, der er nogen, der vil lege med dig? Hvordan kan det være? Skal vi ikke lige finde ud af, om det er rigtigt? Vi finder helt sikkert nogle, du kan lege godt med.”

Spørg dig selv om hvilken af måderne, der ville passe dig bedst – og forsøg at tænke og tale positivt om og til dit barn! Hvis du tænker at det er svært, for det vil det sikkert være nogle dage, så lov alligevel dig selv at du lige tænker dig om, inden du bare siger et eller andet til dit barn. Stop op… tænk over det, tænkt evt. over hvad du ville ønske andre sagde til dig… og sig så det, der hjælper dit barn til at synes om sig selv.

Måske skal du betragte dine børn, og stille dig selv et spørgsmål: ”Er de mon umulige netop i dag, fordi jeg selv er træt”?

Det er i hvert fald min erfaring. Jeg lærte meget hurtigt at se på mine børn, hvordan jeg egentlig selv havde det. Jeg kan såmænd også se det på mine katte, for:

Betydningen af din kommunikation – kan ses i den respons du får fra andre.

Husk lige, at det ikke kun er det, du siger, men også det du udsender via dit kropssprog og tonefald, som især børn er superfølsomme overfor.

Dine børn lærer ikke af det, du siger. De lærer af det du gør. Så lær dem at tænke positivt. Opskriften kommer her:

Hvis du tænker blot 3 positive tanker om dagen, sætter det gang i dannelsen af signalstoffet Serotonin i din hjerne. Det er Serotonins virkning, der bliver øget, når man får lykkepiller for depression. Er du depressiv, søg læge. Er du ikke, holder du netop nu lykken i din egen hånd, i kraft af dine tanker. Så bare kom i gang med de positive tanker - 3 om dagen er nok, er det ikke positivt?

Far - mor - børn

Solid erfaring indenfor børne-unge området

Min baggrund for at lave denne blog er at dele ud af den viden og erfaring, jeg har med familier, børn og teenagere. Jeg har beskæftiget mig professionelt med det i snart 20 år. Jeg har arbejdet som miljøterapeut på Børne- ungdomspsykiatrisk afdeling, arbejdet som støttepædagog for børn med indlærings- og adfærdsproblemer i special skoleklasser og som lærervikar på alle klassetrin i folkeskolen. Den indsigt og forståelse jeg fik, har jeg brugt til at udvikle metoder til at hjælpe børn og unge, og lære metoderne til deres forældre. For samtidig med mine forskellige jobs, uddannede jeg mig til psykoterapeut, og nedsatte mig som selvstændig med speciale indenfor udvikling og rådgivning af familier.

At blive forældre 1. gang er både skønt og for nogle skræmmende

Det, der har lært mig mest om børn, er dog selv at blive mor. Skønt og skræmmende på en gang – for mig i hvert fald. Og det var helt sikkert begge følelser, der fik mig til at kaste mig over at arbejde med andres børn. Især elsker jeg at hjælpe teenagere til at forstå sig selv og verden bedre. For jeg husker, hvor usikker jeg var på alting som teenager. Andre lagde ikke mærke til det, for jeg var god til at skjule, hvor forkert og usikker jeg følte mig. Jeg er stadig veninde med piger, jeg har kendt siden barndommen, og de har fortalt, at de ikke vidste, hvordan jeg havde det. Mine forældre vidste det heller ikke, selvom jeg prøvede at sige det, men jeg var åbenbart ikke i stand til at udtrykke mig, så jeg blev forstået.

Ved du hvordan din teenager har det med sig selv?

Min erfaring er, at unge også i dag skjuler, at de har det skidt. De tror nemlig, at de er alene om usikkerheden, følelsen af mindreværd, ikke at føle sig pæn nok, god nok, klog nok, smart nok. Men de er ikke alene. Alderen fra 12 år og fremefter er besværlig for de fleste unge. Hormonerne suser rundt i kroppen, bumserne blomstrer, udseendet ændrer sig, stemmen går i overgang, kroppen ændrer sig, følelserne og temperamentet ændrer sig og de er trætte, trætte, trætte. For trætte til at rydde op, til at få lavet lektier, til at få lavet aftaler med venner, eller også farer de rundt med venner, så vi forældre aldrig ser dem. Samtidig med alt det, skal de tage nogle meget vigtige beslutninger om deres fremtid inden for studieretning. "Uretfærdigt", som min søn på 18 siger.

At være teenageforælder kan være noget af en udfordring

Det kan også føles uretfærdigt at være forældre til en teenager, i hvert fald er det til tider noget af en udfordring, men jeg kan berolige dig med, at de bliver normale igen! (som regel i 19 års alderen). Mine  dejlige drenge er nemlig blevet 18 og 21, så jeg har været turen igennem et par gange, og jeg er faktisk ret stolt af resultatet, især fordi jeg har været alenemor i snart 14 år. Enlige forældre er udfordret på helt andre områder end forældre i parforhold. Det vil du også kunne læse om her på siden.

Få overskud til det sjove

Jeg håber, mine skriverier kan medvirke til at give din familie mere overskud til alt det sjove. At du kan lære noget af mine og andres erfaringer, så du kan undgå unødige konflikter og i stedet bruge energien på at hjælpe dine børn og unge med at udvikle sig til at blive den bedste version af dem selv.

  

Tegnet af min søn, Alexander.