Har du tænkt på, at du giver dine børn tryghed og kærlighed, ved at sætte grænser?

Forældre fortæller mig ofte, at det er besværligt eller synd at sætte grænser for deres børn. Jeg synes, det er endnu mere synd for børnene, at de forventes at opdrage sig selv. For slet ikke at snakke om, hvor besværligt det må være for dem.
Ville du ikke meget hellere have, at de kunne bruge al deres livsglæde og energi på bare at være børn eller unge for den sags skyld? Og at I kunne få mere tid til alt det hyggelige?
Har du tænkt på, hvor meget energi dine børn skal bruge på at gøre modstand og skabe konflikter?

Skal du råbe for at blive hørt?
De fleste ved godt, når de er for eftergivende; og ofte hører jeg, at mor siger, hun ikke kan få sig selv til at sætte en grænse (være hård) fra starten af, når hun beder sit barn om at gøre noget. Det foregår i stedet som regel på den måde, at det bliver sagt 5 gange, og først 5. gang gør barnet det, hun beder om. Når jeg spørger, hvad der sker 5. gang, får jeg altid svaret: ”Der bliver jeg virkelig vred, og råber højt. Men jeg kan altså ikke få mig selv til at råbe første gang.” 5. gang bliver der som regel også råbt til barnet: ”Hvorfor skal du få mig til at råbe, hver gang du skal gøre noget?” Dvs. barnet får skylden for, at du råber, og det er vel ikke din mening?

Hvordan undgår du at råbe?
Jeg kan berolige dig med, at du slet ikke behøver råbe for at få dit barn til at gøre, det du siger. Når barnet først reagerer, når du råber, skyldes det såmænd kun, at det først er 5. gang, du virkelig mener, det du siger. De første 4 gange er det nok blevet sagt uden rigtig opmærksomhed på barnet og det, du siger. Måske har du sagt det i forbifarten, eller uden at kigge på barnet og sikre dig, at du har kontakt. Forestil dig hvor nemt og rart det vil være for dit barn og dig selv, hvis du mener det, du siger med det samme.

Opskriften er enkel
Det drejer sig om at beslutte dig for at ændre det, og gøre noget andet end du plejer. Det kræver også, at du er fokuseret, når du beder dit barn om at gøre noget, og at det ikke bare er en sidebemærkning.
Husk også at dit barn ikke gør det du siger, dit barn gør det, du selv gør. Og du må vise barnet, at du mener det, så der må være en konsekvens, hvis barnet ikke gør det, du beder om. Til gengæld skal det også bemærkes fra din side, når barnet har lært at respektere det, du siger.

Synes du det er hårdt og besværlig at sætte grænser – tænk på grænser som kærlighed
Synes du, det lyder besværligt? Din belønning er, at du får et barn, der føler sig elsket og tryg, fordi du er der til at vise vejen for dit barn. Vejen til en fremtid uden unødig skæld ud, andre børn at lege med, lyst og ro til at lære og overskud til at udfolde sine ressourcer. Tænk på hvor meget ekstra tid og hygge I vil få i familien.
På min hjemmeside, http://www.foraeldresucces.dk/ kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev og få 5 basale råd til at komme i gang med at sætte kærlige grænser for dit barn.

Jeg håber, du vælger at føre dit barn af den vej, som efter min erfaring er den bedste og på sigt den nemmeste – nemlig at give dit barn kærlige grænser, og være en stabil og tryg mur det kan læne sig op af.

Positiv eller negativ - hvad lærer du dit barn?

Hvad vil du have dit barn skal synes om sig selv?

Det er jo indlysende. Du vil selvfølgelig gerne have dit barn er glad for sig selv, har gode venner, er vellidt, har masser af gåpåmod, er selvsikker og alligevel opfører sig ordentligt, er og føler sig klog og ikke mindst føler sig elsket.

Giver du dit barn de rigtige signaler?

Hvis dit barn mangler nogle af nævnte tanker om sig selv, kan du hjælpe barnet til at tro på sig selv, ved at forandre måden du taler til – eller om dit barn på. Mange forældre mener de sætter grænser for deres børn ved at udtrykke sætninger som: ”Du er også helt umulig”, ”Hvorfor kan du aldrig gøre, hvad jeg siger”, ”Det er ikke underligt, der ikke er nogen, der vil lege med dig”, mm. Hvis du også kommer til at gøre det, fortæller du direkte og indirekte, at dit barn ikke er ”god nok”. Det er IKKE at sætte grænser, det er at begrænse barnets tro på sig selv.

Du kunne i stedet sige: ”Hvad er der galt i dag? Er der noget, du er ked af, siden du opfører dig sådan?” ”Jeg vil have, du hører efter nu, og jeg vil have, du gør det jeg siger til dig lige nu”, ”Føler du ikke, der er nogen, der vil lege med dig? Hvordan kan det være? Skal vi ikke lige finde ud af, om det er rigtigt? Vi finder helt sikkert nogle, du kan lege godt med.”

Spørg dig selv om hvilken af måderne, der ville passe dig bedst – og forsøg at tænke og tale positivt om og til dit barn! Hvis du tænker at det er svært, for det vil det sikkert være nogle dage, så lov alligevel dig selv at du lige tænker dig om, inden du bare siger et eller andet til dit barn. Stop op… tænk over det, tænkt evt. over hvad du ville ønske andre sagde til dig… og sig så det, der hjælper dit barn til at synes om sig selv.

Måske skal du betragte dine børn, og stille dig selv et spørgsmål: ”Er de mon umulige netop i dag, fordi jeg selv er træt”?

Det er i hvert fald min erfaring. Jeg lærte meget hurtigt at se på mine børn, hvordan jeg egentlig selv havde det. Jeg kan såmænd også se det på mine katte, for:

Betydningen af din kommunikation – kan ses i den respons du får fra andre.

Husk lige, at det ikke kun er det, du siger, men også det du udsender via dit kropssprog og tonefald, som især børn er superfølsomme overfor.

Dine børn lærer ikke af det, du siger. De lærer af det du gør. Så lær dem at tænke positivt. Opskriften kommer her:

Hvis du tænker blot 3 positive tanker om dagen, sætter det gang i dannelsen af signalstoffet Serotonin i din hjerne. Det er Serotonins virkning, der bliver øget, når man får lykkepiller for depression. Er du depressiv, søg læge. Er du ikke, holder du netop nu lykken i din egen hånd, i kraft af dine tanker. Så bare kom i gang med de positive tanker - 3 om dagen er nok, er det ikke positivt?